Bibelsk gæstfrihed med åbne døre og hjerter. Dag 8: Gæstfrihed er en livsstil

Den seneste uge har budt på muligheder for at reflektere over gæstfrihed, som den kommer til udtryk i Bibelen – samt at omsætte eftertanke til handling.

Kaptajn Dorothy Macwan opsummerer temaugen ved at betone, at gæstfrihed er en livsstil.

Gæstfrihed er en livsstil

Gud har omsorg for sit folk gennem sit folk.

I denne serie har vi reflekteret over nogle eksempler på gæstfrihed, der kommer til udtryk i Bibelen, samt kaldet til at vise gæstfrihed generøst og uden indvendinger – ikke blot over for velkendte gæster, men også over for fremmede.

Som troende og en del af Kristi legeme afspejler vi Kristus-lighed og Guds kærlighed, når generøst viser gæstfrihed. Forestil dig en verden, hvor vi alle er dedikerede til at åbne døre og sætte andre højere end os selv og på den måde dele med hinanden.

Gæstfrihed er mere end en lejlighedsvis gestus. Det er en livsstil. Romerbrevet 12,9-21 opridser kendetegnene ved kristen gæstfrihed. Det forudsætter, at vores tid, økonomi, færdigheder og andre ressourcer deles med venlighed og respekt. Det kræver ofre. Det er kærlighed udtrykt i handling.

Bibelen fortæller, at Jesus, hans disciple og profeterne blev budt velkommen i mange hjem med kærlighed, imødekommenhed og ekstraordinær venlighed.

Martha og Maria viste Jesus generøs gæstfrihed (Lukas 10,38-42).  Priskilla og Akvilas bød Paulus velkommen (Apostlenes gerninger 18,2-3). Sara og Abraham viste gæstfrihed over for deres besøgende (1. Mosebog 18,1-8). Tabitha viste venlighed ved sine gerninger (Apostlenes gerninger 9,36). Boaz udviste usædvanlig generøsitet og venlighed mod Rut (Rut 2,8-16). Listen kan fortsættes.

Bibelen er fundament for det kristne liv, og ud fra de mange eksempler fra Guds ord kan vi forstå, at det at praktisere gæstfrihed indebærer at vise mennesker accept, dele med dem, møde deres behov i samklang med Guds barmhjertighed og udtrykke respekt.

Vi priser Gud for Frelsens Hær, der praktiserer gæstfrihed med gavmilde hænder blandt dem, der lider nød, tyngede samfund og blandt flygtninge. Alt sammen for at give hæder, ære og pris til Gud, så mennesker må opleve vor Herre og frelser, Jesu Kristi frelsende nåde. Dette bør være vort ultimative mål.

Gæstfrihed kan udleves af enkeltpersoner i forhold til vore familier, på vore arbejdspladser, i vort lokalsamfund og ikke mindst i kirken. Men lad os aldrig søge at gøre det i egen kraft. Lad os stole på Gud, hans Søn Jesus Kristus og Helligåndens kraft, idet vi åbner vore døre og vores hjerte for andre i kærlighed.

Til refleksion:

Udøver vi ægte gæstfrihed med kærlighed, medfølelse og generøsitet, eller praktiserer vi blot formaliteter uden oprigtige hensigter?

Dagens bøn:

Kære himmelske Fader! I din barmhjertighed og kærlighed ønsker vi at vise generøsitet og gæstfrihed mod alle. Til din pris og ære, for dit riges skyld og i Helligåndens kraft. I Jesu navn, amen.

Materialet for temaugen er tilgængeligt her på FH-portalen, ligesom det er muligt at finde hele oplægget (på engelsk) på adressen sar.my/spirituallife 

Temaugens tekster er skrevet af medlemmer af Frelsens Hærs internationale teologiske råd. Læs mere om rådet og dets medlemmer på adressen https://www.salvationarmy.org/doctrine/

Scroll to Top