I næste uge lanceres konceptet ’Lad os tale om tro’ officielt. Et samtaleoplæg, der med små videoklip inviterer til samtaler om eksistentielle emner, som kristendommen har noget at sige om. Hør journalist og forfatter Charlotte Rørth og generalsekretær i FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen sætte ord på tiltaget i videoklippet herunder.
Flere vil gerne tale om tro
En del af baggrundshistorien er, at flere kendte navne i de senere år offentligt har bekendt sig til den kristne tro, ligesom flere undersøgelser har vist en stadig større interesse blandt danskerne for at tale om tro.
For få år siden viste en lokal undersøgelse på Vesterbo i København således, at hver sjette af de 22-35-årige gerne ville tale om tro og eksistens med andre – men også at de, trods den gode vilje, i mange tilfælde endte med at holde tankerne for sig selv.
Senest har en undersøgelse foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad i maj i år vist, at 30 procent af folkekirkens medlemmer er glade for at tale om tro med andre – men kan have svært ved at få gang i snakketøjet.
Korte videoklip og åbne spørgsmål
Med ’lad os tale om tro’-konceptet er det således målet at hjælpe denne samtale på vej. Det sker ved hjælp af korte videoklip, der inviterer til samtaler om eksistentielle emner, som kristendommen har noget at sige om – og som afsluttes med et par spørgsmålsmenuer, man kan bruge som afsæt for samtalen.
Selve kampagnen er ikke missionerende, men faciliterende. Hvor samtalerne bevæger sig hen, blander projektet sig med andre ord ikke i. Men udgangspunktet er naturligvis, at man næppe går uberørt fra en samtale om livets store spørgsmål.
Kendte stemmer i samtaler om tro
Flere samtalevideoer er allerede nu tilgængelige på www.ladostaleomtro.dk Senere kommer flere til, hvor blandt andre Casper Christensen, Ida Auken, Farshad Kholghi, Vlado Lentz, Alex Vanopslagh og Frederik Vad vil tale om tro, tvivl, håb og Helligånd.
INTERAKTION
Følg med, del og like via facebook
Når konceptet lanceres i næste uge, er man meget velkommen til at være med til at skabe opmærksomhed omkring det på de sociale medier. Foruden Frelsens Hærs officielle facebook-side vil man således kunne følge udrulningen på Lad os tale om tros’ facebook-side – og meget gerne bidrage ved at dele og like
Vær med til online bøn
Gode intentioner og omtale i åndeligt arbejde er naturligvis ikke nok, der er også behov for forbøn. En gruppe præster og ledere har således tilrettelagt et ugentligt bedemøde for ’lad os tale om tro’. Det finder sted hver torsdag klokken 8.15 – 8.45 frem til udgangen af oktober. Bønnemøderne afholdes på Zoom via følgende link (det samme link hver uge): https://us02web.zoom.us/j/86392903040
RESSOURCER
Idekatalog og flyers til print
Videoerne er lettilgængelige og rummer mange muligheder. De kan både bruges én til én og i fællesskab – eksempelvis ved caféaftener, hjemmegrupper, konfirmandgrupper og i forbindelse med gudstjenester.
I tillæg er der produceret flyers til print i både A4 og A5-format. Både disse og idékataloget er tilgængelige for de, som har adgang til funktionen ’Medlemsressourcer’ her på FH-portalen.
Video-introduktion
Hør herunder journalist og forfatter Charlotte Rørth og generalsekretær i FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen sætte ord på tiltaget i et kort videoklip – og sæt gerne selv gang i vedkommende samtaler via www.ladostaleomtro.dk