Frelsens Hær på Bornholm indviet med adresse- og navneskifte

Lørdag den 12. oktober åbnede Frelsens Hær på Bornholm i nye rammer og skiftede samtidig navn fra ’Rønne korps’ til ’Bornholm korps’. Med såvel adresse- som navneskiftet har bornholmerne dermed åbnet et nyt kapitel, hvor arbejdet hverken slutter ved bygrænsen eller begrænses af barrierer som vanetænkning og tradition.

Frelsens Hærs territorialleder, oberstløjtnant Jan Risan og korpsleder på Bornholm, major Eva Welander – lokaleindvielse…

Efter knap 70 år med base i Storegade i Rønne blev dørene til Frelsens Hær i lørdags slået op i nyrenoverede og indbydende lokaler i Østergade 76. En unik arkitektonisk perle på over 400 kvadratmeter, der blandt andet har en fortid som produkt- og skrothandel – hvilket i sig selv rummer en tankevækkende pointe.

I sin tale ved lørdagens festgudstjeneste pegede lederen for Frelsens Hærs arbejde på Bornholm, major Eva Welander, således på, at ligesom stedet tidligere har tjent som et arbejdende værksted, hvor produkter blev forarbejdet og omdannet til nyt liv, er dette i overført betydning fortsat målsætningen.

… og blomsterhilsen.

Med afsæt i Jesus ord i Matthæusevangeliet 11,28: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile,” beskrev hun blandt andet de nyindviede faciliteter som et sted, der er lettilgængeligt, åbent for alle og et sted, hvor man både kan finde hvile og forvandling til et nyt liv.

Fokus på både mennesker og miljø

Samme tilgang blev betonet af Frelsens Hærs territorialleder, oberstløjtnant Jan Risan, der indledte festlighederne med at indvie Frelsens Hærs nye genbrugsbutik, som sammen med et hyggeligt caféområde bliver en integreret del af korpsets aktiviteter og tilbud.

Med en dartskive fra butikkens sortiment som illustration, talte han blandt andet om målsætningerne for det integrerede arbejde, hvor indsatsen med genbrug – foruden det økonomiske aspekt – har et stærkt fokus på både mennesker og miljø. Et væsentligt mål for Frelsens Hær er således at tjene samfundet på en relevant og tidsaktuel måde, påpegede han.

Torben Kofod Ager (C) repræsenterede Bornholm Kommune.

Efter at have klippet ‘slipsesnoren’ og budt de første genbrugskunder og cafégæster velkommen, fulgte territoriallederen ved eftermiddagens fest- og indvielsesgudstjeneste op ved officielt at indvie de nye lokaler og samtidig omdøbe korpset til Bornholm korps.

Oberstløjtnant Jan Risan klippede ‘slipsesnoren’ til genbrugsbutikken.

Med begge dele tydeliggøres det, at Frelsens Hær ønsker at betjene hele øen og samtidig bevæge sig ind i en fremtid, hvor traditioner fornys, og tjenester udvikles i nutidige udtryksformer, eksempelvis med genbrugsbutik, cafémiljø, aktiviteter og gudstjenestetilbud under samme tag.

Ikke bare ord men næstekærlig handling

På vegne af Bornholm Kommune udtrykte Torben Kofod Ager (C) stor anerkendelse af korpsets arbejde, ligesom han takkede for Frelsens Hærs handlekraftige virke i samfundet.

Musikanter fra Valby Musikkorps på Store Torv i Rønne.

”I viser, at tro ikke bare er ord men næstekærlig handling, der kommer levende til udtryk i dagligdagen,” lød det blandt andet fra den kommunale repræsentant, der beskrev Frelsens Hær som ’et fyrtårn af barmhjertighed’, der ’som lys i mørket gør en uvurderlig indsats for nogle af samfundets mest udsatte grupper’.

Ligeledes fik de nyrenoverede lokaliteter for indsatsen positive ønsker med på vejen, samtidig med at Torben Kofod Ager betonede, at det ikke alene er mursten, men også mennesker, der gør forskellen i arbejdet.

”Disse lokaler er et vidnesbyrd om, hvad frivillige kræfter kan i fællesskab. Må disse rum fyldes af kærlighed, håb og varme for alle,” sagde han.

Skøn musik både ude og inde.

Foruden den officielle indvielse på matriklen i Østergade bød dagens program også på skøn musikalsk optræden både ude og inde.

Musikanter fra Valby Musikkorps spredte således stemningsfulde brasstoner ud over et solbeskinnet Store Torv i Rønne, hvor der samtidig blev indbudt til den efterfølgende fest- og indvielsesgudstjeneste samt lovsangs- og musikfest.

Det var da også velbesøgte forsamlinger af både lokale og tilrejsende gæster, der sluttede op om den historiske milepæl for Hærens virke på ’solskinsøen’ – som ved lørdagens event levede fuldt ud op til sit navn. En god start, der forhåbentlig indikerer en lige så lys fremtid med fortsat fyldte lokaler.

Gud velsigne Bornholm korps.

Det er muligt at læse mere om Frelsens Hær nye lokaler på Bornholm ved at klikke her.

Det er muligt at se flere billeder fra lørdagens indvielse herunder:

Scroll to Top