Julehilsen fra Frelsens Hærs landsleder: En smag af himmel på jord

Året 2024 er i færd med at rinde ud, og vi står på tærsklen til et nyt år, et kvart århundrede inde i det, som jeg fortsat betragter som et helt nyt årtusind.

Jeg håber, at I som jeg kan se tilbage med taknemmelighed på det år, der er gået, og at summen af alt det gode må overstige og overskygge det, der måtte have været af skuffelser, sorger og andet, som ikke var godt.

Der er meget, som er glædeligt, og jeg vil på vegne af Frelsens Hær takke jer alle for de mange forskellige bidrag, I har ydet i året, som er gået. En indsats, der har været med til at give mennesker nyt håb, praktisk hjælp og gudgiven kærlighed – det, vi kan kalde ”en smag af himmel” på jord i 2024.

Netop det, som vi i julen på en særlig måde kan mindes: at himmelen åbnede sig, at Gud fra sin himmelsal steg ned og at himmellyset skinnede i en mørk verden. At Gud klædte sig i kød og blod som et lille menneskebarn og akkompagneret af et englekor over Betlehems marker bragte himmel til jord.

Da Jesus efter cirka 30 års forberedelsestid, som vi ikke kender meget til, som voksen trådte ind på den offentlige arena og påbegyndte sin gudgivne gerning, var det præcis det budskab, han forkyndte: ”Himmeriget er kommet nær – det er faktisk midt iblandt jer.” (Matt. 4,17 og Luk. 17,21).

De ord gælder stadig, ligesom hans ord, ”Det er fuldbragt”, som lød fra korset ved hans sidste påskehøjtid, både ved den forestående juletid og i det kommende år åbner himmelen fuldstændigt for både dog og mig.

Derfor skal vi også i det nye år formidle budskabet om at Himmeriget er iblandt os. Dette er Frelsens Hærs opgave – at formidle Guds kærlighed, som vi møder den i Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske. Et eksempel til efterfølgelse som ”døråbner” til liv, håb og forvandling.

Gennem dig og mig kan Gud give andre mennesker og os selv en smag af himmel – også i 2025.

Glædelig jul og godt nyt år.

Jan Risan
Landsleder

Scroll to Top