Donation skaber glæde og værdighed i varmestuen Pakhuset

Muligheden for at kunne formidle glæde og værdighed for mennesker, der modtager hjælp hos Frelsens Hær i varmestuen Pakhuset på Christianshavn, er styrket med en donation på 10.000 kroner fra Odd Fellowlogen på Amager.

En taknemmelig leder af Frelsens Hærs varmestue Pakhuset på Christianshavn, Arno Andreasen, modtog i sidste uge den kontante håndsrækning ved en højtidelighed i Loge nr. 23 Christian den 4. på Amagerbrogade, der er landets ældste logesal.

Anledningen til donationen, hvor et tilsvarende bidrag tilfaldt Kofoeds Skole, var ligeledes af historisk karakter, idet Odd Fellow Ordenen fejrer 200-års jubilæum – og i den anledning ønsker at støtte velgørenhed på Amager.

I Pakhuset, der ligger i Wildersgade 66 på Christianshavn, serveres hver dag et varieret, gratis morgenmåltid til hjemløse, ensomme og andre udsatte, ligesom der tilbydes tøjhjælp og bad, samt personlig samtale og rådgivning. En indsats, der ydes under overskriften ‘Projekt Værdighed’.

På billedet ses donationsmodtagerne, Arno Andersen fra Pakhuset og Michael Nybrandt fra Kofoeds Skole med de generøse checks, flankeret af logens overmester Bent Holm-Hansen til venstre og gildemester Claus Ehlers til højre.

Scroll to Top