Obersterne Knud og Lisbeth Welander bliver ledere af Frelsens Hær i Norge, Island og Færøerne.
En international forflytning berører det norske territorium. Efter en årrække i international tjeneste vender obersterne Knud og Lisbeth Welander til sommer hjem til Norge som henholdsvis territorialleder og præsident for Frelsens Hærs kvindearbejde.
De overtager ansvaret den 1. juli og forfremmes samtidig til kommandører.
Obersterne Knud og Lisbeth Welander vil være velkendte for mange i Danmark, som er Knud Welanders fødeland. De fleste vil dog nok især huske parret for deres tid som territorialledere for Danmark og Grønland fra 2013-2014.
De seneste seks år har de været stationeret på Frelsens Hærs internationale hovedkvarter i London som henholdsvis international chefrevisor og ansvarlig for revisorafdelingen, samt assisterende undersekretær på programafdelingen.
I Norge efterfølger de kommandør William Cochrane, der fra samme dato optager en ny ordre på det internationale hovedkvarter i London.