Frelsens Hærs afdeling (korps) i Roskilde har mistet en markant personlighed, Bent Oddershede. Bent var, sammen med sin kone Ingrid, ledere af afdelingen i 17 år, inden de begge blev pensionerede. Ingrid afgik ved døden i 2014. Her i begyndelsen af september måtte også Bent efter 89 gode år give op. Han sov stille ind omgivet af sin store familie på deres fælleshjem ”Dorkas” i Lidemark.
Bent var, hvad jeg vil kalde, en hædersmand. Han var imødekommende, smilende, humoristisk, hjælpsom og ret provokerende på en fornøjelig måde. Han var god for en diskussion om Bibelens evige sandheder. Men, som han sagde, så er det nu ikke altid, jeg er sådan rigtig enig med Bibelens ord. Særlig det sted i Johannes evangeliet, hvor Jesus forvandler vand til vin, forekom ham problematisk, idet Frelsens Hær – ved siden af at være en kristen organisation – nok er verdens største afholdsbevægelse.
Bent, som tjente Frelsens Hær i mere end 70 år, havde en teologisk uddannelse bag sig, og som korpsleder i Frelsens Hær i Roskilde prædikede og underviste han regelmæssigt i Bibelens ord. Interessante og givende bibeltimer med Bent som lærer. Både Ingrid og Bent var meget engagerede i blandt andet Kristelig Lytter- og Fjernseerforening, nærradioarbejde samt i menighedsrådet og det kirkelige arbejde i Lidemark.
Ingrid og Bent var hele livet igangsættere. For en del år siden opdagede Bent, at der ofte stod mange mennesker og ventede på bussen lige over for Frelsens Hærs bygning i Bredgade. Det kunne være koldt at stå der i blæst og regn, så Ingrid og Bent fandt på at starte en ”kaffestue” lige overfor. De inviterede de ventende ind på en kop kaffe at varme sig på. Det blev en succes, kan man vist godt kalde det. Kaffestuen var åben på de tidspunkter, hvor Frelsens Hærs genbrugsbutik havde åben, så inden folk skulle med bussen, kunne man gå i genbrugsbutikken og gøre en god handel, hvorefter en kop kaffe og æblekage afrundede besøget. Så var man godt rustet til at vente på bussen.
Bent var fast inventar både i kaffestuen og i genbrugsbutikken. Han havde også et udpræget forretningstalent. Han fandt på følgende anbefaling af genbrugsbutikken: ”Det er måske ikke den flotteste butik i Roskilde, men det er den sjoveste”! Mange er de mennesker, som også i genbrugsbutikken har nydt godt af Bents gode ideer og hans menneskelige egenskaber.
Gågaden på lørdage mellem klokken 11.00 og 12.00. Her var Frelsens Hær på plads foran Apoteket. Ingrid og Bent spillede på deres concertinaer, og flere folk fra korpset fulgte med. De sang og spillede de gamle evangeliske vækkelsessange og ”Perleporten” var sikker mindst to gange. Mange er de samtaler både Ingrid og Bent har haft med folk, de kendte eller folk, der kom for at få en alvorlig samtale. Inden Bent følte alderen trykke lidt rigeligt, var han at finde på gågaden i fuld vigør.
I korpset var han lederen, der gik foran, både når det drejede sig om det åndelige, og når der for eksempel skulle repareres noget. Han var en dygtig håndværker, som sammen med andre i afdelingen kunne reparere og ordne også komplicerede ting. Opvaskemaskinen gik i stykker en dag. Bent arbejdede meget med den, men den ville ikke rigtig makke ret, så til sidst lagde han en hammer oven på den. ”Når I skal bruge opvaskemaskinen så giv den et ordentlig slag på siden med hammeren, så starter den!” Det fungerede et år, så måtte vi have en ny opvaskemaskine.
Ingrid og Bent tog sig godt af Frelsens Hærs korps i Roskilde. De skiftedes til at prædike og lede møderne i Frelsens Hær, og også der kom deres små sekskantede harmonikaer ”concertinaer” i brug, når de sang duet.
Deres hjem ”Dorkas” var altid åbent for folk, der havde noget på hjerte. Der var arrangementer og udflugter, som ofte kunne afsluttes der med en kop kaffe og en andagt. ”Dorkas” er familienavnet på en gammel skole, som faktisk er bygget om til et familiekollektiv, hvor Ingrid og Bent boede sammen med børn og svigerbørn. Et varmt kollektiv, hvor hele familien Oddershede var samlet.
Med til korpsarbejdet i Roskilde hørte også udflugter og sommerlejre, der som oftest gik til ”Solborgen” i nærheden af Vig.
Ingrid og Bent var også helt til det sidste stærkt involveret i julehjælp. De sled godt i det med varer og uddelinger, og de havde store arrangementer i korpset, når der skulle holdes juleuddeling til langt over 200 ansøgere. Hårdt fysisk arbejde, men Ingrid og Bent var på pletten, selvom det gjorde ondt i ryggen dagen efter. Og så var der også den årlige tur til BonBon-Land, arrangeret af Frelsens Hær for folk med børn. Også der var Ingrid og Bent på pletten helt til det sidste.
Der kunne skrives meget om det meget vellidte og respekterede par Ingrid og Bent, men nu er det især Bent, jeg fokuserer på.
Som sagt, Bent var en hædersmand. Da min kone og jeg overtog Frelsens Hærs afdeling i Roskilde, var han altid klar med hjælp og støtte, og man gik aldrig forgæves til ham. Kom der situationer i korpset, hvor vi var usikre og spørgende… og måske bar os forkert ad, ja så kom Bent med visdom, hjælp og trøst.
Der kunne skrives rigtig meget mere om Ingrid og Bent, men jeg stopper her med at citere Ingrid. Dagen før hun døde den 14. december 2014, ringede jeg til hende. ”Hvordan har du det, Ingrid?” Jeg kunne godt høre, at det ikke var alt for godt. ”Jeg har det godt,” sagde Ingrid. Det sagde hun altid, for hun var en sej dame. ”Nå, men du har måske meldt dig til den næste halvmaraton?” Sagde jeg sådan lidt friskfyragtig. ”Nej, jeg har meldt mig til helmaraton, jeg gør ikke noget halvt!” Typisk! Hvor det dog kendetegnede de herlige mennesker, Ingrid og Bent. De gjorde ikke noget halvt.
”Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv, for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren” (Rom. 14,8).
Susanne og jeg er taknemmelige for det privilegium der er, at have kendt Ingrid og Bent.
Mange varme hilsner til familien Oddershede
Susanne og Christian Jochimsen