Bed for ofre for menneskehandel og genopret brudte relationer på søndag

Søndag den 27. september er Frelsens Hærs internationale bønnedag for ofre for menneskehandel.

Frelsens Hær er aktiv i den internationale kamp mod menneskehandel. Hvert år den sidste søndag i september foregår kampen med foldede hænder, når medlemmer og venner af Frelsens Hær verden rundt forenes på den internationale bønnedag for ofre for menneskehandel.

I år sker det under overskriften ’Genopret brudte relationer’. Et væsentligt aspekt i indsatsen for mennesker, der ofte befinder sig i en meget ensom og isoleret tilstand og hvis tro og tillid til andre er nedbrudt. Ultimativt er naturligvis den brudte relation til slægt og venner, der stiller ofre for menneskehandel i en meget sårbar situation.

Ifølge FN er op mod 40 millioner mennesker på verdensplan ofre for menneskehandel. Et moderne slaveri, der omfatter alt fra tvangsarbejde over gældsslaveri til prostitution.

Det findes også helt tæt vor egen virkelighed. Ifølge FN anslås der at befinde sig omkring 1,2 millioner ofre for menneskehandel i Europa.

Bed for dem og for genoprettelse af deres brudte relationer på søndag.

Scroll to Top