I år er det 10 år, siden Frelsens Hær officielt åbnede i Grønland. Det fejres i den kommende weekend i Nuuk med festgudstjeneste, borgermøde og besøg fra både Danmark og USA. En del af programmet vil blive livestreamet via Facebook.

Da Frelsens Hær, efter cirka et halvt års forberedelse, i 2013 officielt plantede sin fane i Nuuk, blev den både mødt af stor imødekommenhed og et stort udækket behov. Realiteter, der på en særlig måde også kommer til at præge jubilæumsfejringen.
For udsatte og hjemløse blev den åbne dør hos Frelsens Hær således helt fra starten et åndehul i en kold og barsk hverdag. Antallet af besøgende var endog så stort, at en udvidelse af aktiviteterne i nye rammer allerede efter kort tid var nødvendig. Et praktisk og økonomisk behov, der hurtigt og generøst blev afhjulpet af en rundhåndet donation fra Frelsens Hærs Vest-territorium i USA.

Benytter anledningen til at italesætte hjemløshed
Mens et konstant vokseværk og et bredtfavnende pionerarbejde – som har gjort en stor forskel i menneskers liv – således giver grund til fest, benyttes jubilæet imidlertid ikke kun til et tilbageblik på et aktivt og begivenhedsrigt årti. Anledningen og opmærksomheden benyttes også til at italesætte de komplekse vilkår, hjemløse lever under i det grønlandske samfund.
Grønlands hjemløse udgør knapt én procent af landets befolkning, og knapt en tredjedel af disse befinder sig i Nuuk. I et samfund med en uheldig kombination af for få boliger, høje priser og lange ventelister – samt en gennemsnitstemperatur under frysepunktet – er dette en uholdbar situation, der kalder på handling.

Håbet er at pege både bagud og fremad
Derfor vil jubilæumsweekenden foruden reception, gadefremstød og festgudstjeneste også omfatte et stort borgermøde under overskriften ’Veje ind i og ud af hjemløshed’ på Hotel Hans Egede, hvor både eksperter og udsatte vil dele deres erfaringer med hjemløshed.
Håbet er, at den historiske markering ikke kun vil pege bagud, men også fremad mod bedre vilkår og reelle veje ud af den fastlåste livssituation, mange udsatte og hjemløse befinder sig i.

Lokale medvirkende og internationale gæster
Med både de aktivistiske og højtidelige begivenheder vil jubilæet især være en anledning til at takke Gud for rig velsignelse og vækst i det første tiår. Det vil blandt andet ske ved en stor festgudstjeneste på Hotel Hans Egede, hvor også lokale aktører og Frelsens Hærs sangkor vil medvirke.
Særlige gæster ved jubilæet vil fra Danmark blandt andet være territoriallederne, oberstløjtnanterne Jan og Kjersti Risan samt chefsekretæren, major Joan Münch, og fra USA, territoriallederne fra Frelsens Hærs Vest-territorium, kommandørerne Douglas og Colleen Riley.

Seminar og festmøde livestreames via Facebook
Trods afstanden til det nordlige hjørne af rigsfællesskabet vil det fra Danmark være muligt at overvære et af lørdagens seminarer samt festgudstjenesten søndag. Begge vil blive livestreamet via Frelsens Hærs Facebook-profil.
Seminaret afholdes lørdag den 15. april klokken 15.15 grønlandsk tid, altså klokken 19.15 dansk tid. Jubilæumsgudstjenesten afholdes søndag den 16. april klokken 10.30 lokal tid, hvilket vil sige klokken 14.30 dansk tid. Linket er: https://www.facebook.com/SalvationArmyDK/
Følg med via Facebook, hvis der kommer ændringer eller tilføjelser til livestreamingen.