Tak og farvel til afgående verdensleder og valg af ny

Det formelle lederskifte finder sted senere, men om få uger tager Frelsens Hær afsked med sin verdensleder gennem de sidste fem år med et taksigelsesmøde, der samtidig er velkomstmøde for de 112 officerer, der udgør Frelsens Hærs højesteråd.

Som tidligere oplyst på FH-portalen, mødes Frelsens Hærs ‘højesteråd’ – High Council – i denne måned for at vælge Frelsens Hærs 22. general, idet den nuværende verdensleder, general Brian Peddle i løbet af sensommeren går på pension.

Højesterådet indledes den 18. maj på Frelsens Hær konferencecenter, Sunbury Court, i udkanten af London med officiel velkomst i Westminster Central Hall i London den 20. maj.

Velkomsten, der ledes af Frelsens Hærs stabschef, kommandør Lyndon Buckingham, vil samtidig være den formelle afsked med general Brian Peddle som verdensleder og kommandør Rosalie Peddle som verdenspræsident for Frelsens Hærs kvindeorganisationer.

Det vil være muligt at overvære mødet online via adressen Welcome to the 2023 High Council, og skulle man have lyst til selv at være til stede i Westminster Central Hall, er der stadig ledige billetter tilgængelige via book free tickets. Billetterne er gratis, men udgifter til rejse og ophold er for egen regning.

Foruden højesterådet, der består af alle Frelsens Hærs territorialledere med rang af oberst eller kommandør og få andre ledende kommandører, vil mødet have deltagelse af salvationister fra alle verdensdele.

Musikalsk vil man kunne opleve både The International Staff Band, The International Staff Songsters, Konverse Dance Crews, African Praise Fellowship Zimbabwe og et lovsangsband fra IHK forenet med repræsentanter fra Southwark Corps, hvor general Brian og kommandør Rosalie Peddle har været tilknyttet som soldater i deres tid i London. Læs mere om grupperne her.

Efter velkomstmødet indledes den formelle samling for højesterådet med refleksioner, drøftelser og valg af ny general og verdensleder.

Højesterådet består af alle Frelsens Hærs territorialledere med rang af oberst eller kommandør og få andre ledende kommandører. I alt 112 officerer opfylder disse kriterier og har både valgret og valgbarhed. I princippet omfatter valgbarheden alle Frelsens Hærs 16.000 officerer verden rundt.

Nyheder fra højesterådet vil løbende blive opdateret på adressen: https://sar.my/highcouncil samt her på FH-portalen. Det samme gælder naturligvis, når valget af en ny general er truffet.

Scroll to Top