Major Ann Nielsen forfremmet til herligheden

’For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.’  (1. Thess. 4:14)

Major Ann Nielsen blev forfremmet til herligheden fra Plejecenter Tysingehave, Tølløse den 11. september efter længere tids sygdom i en alder af 88 år.

Ann blev født den 22. november 1934 og boede i det meste af sin barndom i Indonesien, hvor hendes forældre var missionærer. Da Ann blev 18 år, rejste hun til Danmark og blev uddannet til sygeplejerske på Aarhus Kommunehospital. I 1957 sagde Ann farvel til Aarhus 1. korps, hvor hun var soldat og tog på kadetskolen. Herfra blev hun udnævnt til officer og fik sin ordre til først Lyngby korps og herefter ni måneder senere til Rønne korps på Bornholm.

I 1959 blev hun gift med Hans Benny, og de fik tre børn sammen, Flemming, Joan og Niels. Igennem årene blev det til en række ordrer rundt omkring Danmark, blandt andet korpsene i Rudkøbing, Sønderborg/Aabenraa, hvorefter de i en årrække gjorde tjeneste i socialtjenestens forskellige afdelinger i København. Herefter fulgte en række korpsordrer til Vejle, Randers/Viborg, Helsingør, Odense, Næstved og til sidste Esbjerg, hvorfra de blev pensioneret de i 2002.

Herefter bosatte de sig i først Nykøbing Sjælland og senere i Vipperød i Nordvestsjælland. Som pensionister var de aktive som soldater i Holbæk korps, hvor både Ann og Benny tog en meget aktiv rolle i korpsets program og aktiviteter, ligesom de var en del af Sjællandsbrigaden.

Et gennemgående træk hos Ann i de skiftende opgaver, var, at hun særligt brændte for børne- og ungdomsarbejdet og havde et særligt fokus på dette i alle parrets korpsordrer, ligesom der blev afholdt sommerlejre for børn allevegne, hvor de gjorde tjeneste.

I den sidste tid på plejehjemmet viste hun – trods udfordringer med helbredet – ligeledes omsorg for de øvrige beboere og personale, hvorfor hun også her vil efterlade et savn.

Ann vil blive husket som en kærlig, omsorgsfuld og trofast Guds tjener, som delte Guds ord og kærlighed blandt mennesker omkring sig. Hendes positive og ydmyge sind gav indtryk på dem, der mødte hende. Samtidig havde hun en særlig grad af menneskelig ro.   

Vi tænker særligt på Flemming, Joan og Niels og deres familier. Og vi beder om, at Gud må støtte og styrke dem igennem sorgen og savnet.

Æret være Anns liv og minde.

Begravelsen finder sted fredag den 15. september klokken 11.00 i Frelsens Hær, Valby korps under ledelse af major John Wahl.   

Major Steven Thomas
Personalechef

Scroll to Top