Hovedkvarterets rolle og formål

Frelsens Hærs hovedkvarter har til formål at bistå de forskellige arbejdsgrene rundt om i landet i bred forstand – åndeligt, organisatorisk og økonomisk. Internt som et tjenende lederskab, inspirator og facilitator. Eksternt som officielt bindeled i forhold til myndigheder og relevante aktører i samfundet.

Selvom denne præsentation kan forekomme selvfølgelig, kan det være godt at sætte ord på, hvilke formål og forventninger, der knytter sig til hovedkvarteret. Det har Frelsens Hærs ledelse derfor gjort i en oversigt, som netop er gjort tilgængelig via Frelsens Hærs websider.

De fleste organisationer af en vis størrelse har et hovedkontor. Således er det også for Frelsens Hær. Lige siden dens start i Danmark i 1887 har en landsledelse sammen med nøglepersoner og nøglefunktioner udgjort et hovedkvarter med hovedsæde i København.

Helt siden 1896 har hovedkvarteret haft adresse samme sted på Frederiksberg Allé. Men i årenes løb har både størrelse, funktioner og forventninger varieret. Senest i forbindelse med den nye ledelsesstruktur, der blev indført i 2021. Ikke mindst derfor ser vi nu et behov for at præcisere hovedkvarteret rolle og formål.

Hensigten er således både at afstemme forventningerne i forhold til alle, vi står i en relation til, samt at beskrive de konkrete og kollektive ansvar, der udføres af hovedkvarterets medarbejdere.

Hovedkvarteret eksisterer ikke for sig selv, men først og fremmest for at inspirere og bakke op om alt det arbejdet, der udføres i Frelsens Hærs korps, institutioner, genbrugsbutikker og projekter. Hertil kommer ansvaret for at sikre en bæredygtig økonomi, fordeling af menneskelige og materielle ressourcer, udarbejdelse af nationale strategier, sikre overholdelse af nationale love og regler samt at følge op på forbindelsen til den internationale Frelsens Hær.

Du kan læse mere om dette via et link, som fremover vil være permanent tilgængelig på både Frelsens Hærs interne og eksterne internetsider – FH-portalen.dk og frelsenshaer.dk

På vegne af Frelsens Hærs bestyrelse 

Jan Risan
Landsleder/bestyrelsesformand

Scroll to Top