Næstekærlig faste – med 40 daglige udfordringer

I disse dage afholdes der fastelavnsfester rundt om i landet. Men efter festen kommer fasten, som strækker sig over 40 dage fra askeonsdag til påskedag. Fastetiden tjener således som forberedelse til påskehøjtiden og indledes fra onsdag den 14. februar.

I et materiale, udarbejdet af afdelingen for åndeligt liv og udvikling på Frelsens Hærs internationale hovedkvarter opfordres man til at ’faste’ fra selvforkælelse for i stedet at give opmærksomhed til andre.

I hæftet kan man finde materialet for hele fastetiden (klik på billedet).

Man kunne eksempelvis skære ned på sit personlige forbrug af tv, søde sager eller sociale medier mod til gengæld at skrue op for venlige handlinger, kvalitetstid eller støtte til andre. En åndelig øvelse, der kan være en påmindelse om Guds generøse nåde og kærlighed, der ledte ham til kors, død og opstandelse.

Fra onsdag den 14. februar vil der således dagligt blive bragt konkrete udfordringer til personlige velgerninger sammen med relevante skriftsteder fra Bibelen.

Dette vil være tilgængeligt både her på FH-portalen og på adressen sar.my/spirituallife Samme sted kan man desuden finde materiale (engelsk) til at promovere initiativet på sociale medier, ligesom man kan bladre i oplægget ved at klikke her eller på billedet til højre.

Følg med fra askeonsdag, grib udfordringen og hav en velsignet faste.

Scroll to Top