Frelsens Hærs Højesteråd valgte i maj 2023 Frelsens Hærs nuværende stabschef og næstkommanderende, kommandør Lyndon Buckingham som Hærens næste general og verdensleder. Kort efter dette gav han følgende interview til den territoriale kommunikationsofficer i det britiske og irske territorium, kaptajn Jo Moir.
Interviewet er optaget på video og kan ses og høres (på engelsk) ved at klikke her.
Herunder gengives det i dansk oversættelse.
Kia ora (hilsen på maori)! Du er netop blevet valgt som Frelsens Hærs næste general. Er du overrasket, chokeret eller afklaret?
Sandsynligvis en blanding af alt dette. Jeg tror ikke, nogen møder op med en forventning om dette. Men jeg tror, vi alle kommer med en indstilling om at stille os til rådighed for Guds vilje, rede til at gøre det, Herren ønsker, vi skal gøre. Så jeg kom ikke med noget slutspil i tankerne, men med villighed til at medvirke på passende vis. Samtidig følte jeg mig noget overvældet, ydmyg og taknemmelig for tilliden og opbakningen fra medlemmerne af Højesterådet.
Kommandør Yusak Tampai, der var Højesterådets kapellan, fremholdt den gyldne skål (skål med nedskrevne bønner fra salvationister i hele verden) i mødesalen. Dette var en visuel påmindelse om tusindvis af salvationister, der var i bøn, ikke alene forud for Højesterådets samling, men hele vejen igennem. Hvis jeg skal reflektere over et højdepunkt i Højesterådet, vil det være ånden i salen, blot en smuk fornemmelse af Guds nærvær.
Selvom jeg føler mig overvældet og alle disse ting, føler jeg også, at vi har tilladt Herren at åbenbare, hvad han ønskede, skulle ske, og har deltaget i dette. Det finder jeg trøst i. Jeg har fået en vidunderlig støtte fra Højesterådets medlemmer, og jeg modtager den som fra Herren. Jeg ønsker at tjene, og jeg er taknemlig, fordi Bronwyn er lige ved min side. Vi vil dele denne tjeneste, og vi vil forsøge at tjene både Herren og Frelsens Hær. Og ja, jeg er rent faktisk lidt begejstret over muligheden.
Du er kendt som familiefar – far og bedstefar – der for ganske nyligt fik endnu et barnebarn. Har du haft tid til at opretholde forbindelsen til familien? Hvordan har de det med denne nyhed?
Du ved, det fantastiske er, at selvom min familie befinder sig 18.000 kilometer herfra – og rent fysisk er langt væk – så har vi haft mulighed for at facetime med dem fra et lille rum ved mødesalen, og så er de alle lige her. Lige nu er det midt om natten for dem, men de er alle vågne, og vi har haft mulighed for at dele nyheden med både vores søn og svigerdatter og vores datter og svigersøn samt børnebørnene.
Jeg takker Gud for dem, fordi de bare har været så positive. Jeg mener, vi har allerede været borte fra vort hjemland siden 2013. Så der er allerede gået et årti. Men de har støttet os så meget i at følge Guds kald for vore liv. Så at kunne se dem på skærmen og høre dem sige: ‘Gå, mor og far’ – det var bare helt vidunderligt.
Vi har også haft mulighed for at tale med Bronwyns forældre, som er livslange salvationister og nu er i 80’erne. De var stadig oppe midt om natten og rede til at modtage vores opkald. De var selvfølgelig også overvældede og naturligvis meget stolte.
Fortæl lidt om, hvordan du kom til tro på Kristus, og hvordan du blev kaldet til at være officer?
Da jeg var omkring seks-syv år gammel, tog mine forældre mig med til en kongres i Frelsens Hær. Ved mødets slutning var der en fra talerstolen, som sagde: ‘Hvis du gerne vil møde Jesus, så kom ned foran.’ Så jeg gik frem i fuld forventning om at møde Jesus og knælede ved bodsbænken. Efter et stykke tid var der en arm om min skulder, og jeg tænkte: ‘Dette er Jesus.’ Da personen begyndte at tale, sagde jeg til mig selv: ‘Det lyder som min onkel Wes…’ Så jeg kiggede, og det var min onkel Wes! Og selvom jeg kun var seks-syv år gammel, blev jeg skuffet, fordi jeg var gået med en forventning om, at jeg skulle møde Jesus, og det jeg fik i stedet, var min onkel. Så det skabte en lille smule tvivl i en lille drengs sind.
Siden fulgte jeg gennem barneårene den gængse rute gennem Hærens rækker. Jeg blev juniorsoldat, jeg blev endda seniorsoldat, men jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt var i stand til at vidne om en personlig troserfaring. Dette ændrede sig for mig den 12. august 1979. Jeg var 17 år og oplevede ved et ungdomsmøde en erkendelse af Guds kærlighed til mig, og personen Jesus Kristus blev absolut levende for mig. Jeg mener, jeg blev bare overvældet af denne forståelse. Det var mere end bare mentalt. Det var i mit hjerte, og det var en følelsesmæssig oplevelse. Jeg var fuld af anger, fuld af sorg og fuld af glæde. Det var ligesom: ‘Det her er virkeligt! Det er til mig!”
Min egen kærlighed til Herren måtte nu bruges til at kommunikere til salvationister rundt om i verden.
Så jeg gik frem til bodsbænken og havde det en særegen oplevelse. Jeg græd, og jeg grinede. Jeg havde alle disse følelser på spil på samme tid. Guds kærlighed overvældede mit hjerte. Det var det, der skete for mig. Jeg fik en frelsesvished i mødet med Herren Jesus Kristus og, tror jeg, en oplevelse af Helligånden.
Det var så virkningsfuldt for mig, at jeg ikke ventede på en oplevelse af at blive kaldet til officer. Inden mødet var slut, underskrev jeg en lille aspirantpagt, som blev revet midt over. Den ene del beholdt jeg selv, og gav den anden halvdel fik aspirantsekretæren. Jeg har stadig det stykke papir liggende i min bibel.
En vigtig del i din kommende rolle, er at være til inspiration og udøve indflydelse. Hvem er du selv påvirket af?
Der er så mange, som har påvirket mit liv, at det vil være svært for mig at nævne dem. Men jeg vil sige trofaste salvationister, der viste mig interessere, som tog sig tid til at lytte, som var oprigtige. Da jeg voksede op, var der underofficerer, som lagde en arm om mig og sagde: ‘Kom nu, kom tilbage i geleddet.’ Det var meget, meget hjælpsomt i min opfostring.
Mine egne forældre er en del af mit vidnesbyrd. Mine officersforældre, der elskede os og oplærte os i Herrens veje. De havde en kæmpe indflydelse.
Det er mennesker, som Herren sender for at hjælpe os på vor åndelige rejse, så vi modnes i vort discipelskab. De former os, og jeg er taknemmelig. Der har været mange, mange påvirkninger – og jeg takker Gud for hver eneste af dem.
Jeg spurgte nogle af de unge fra mit korps, hvad de kunne tænke dig at spørge dig om. Deres spørgsmål er: Hvad ville dine skolelærere sige, hvis de kunne se dig nu?
De ville næppe tro det. Jeg tror, at selv hvis min far stadig levede, ville han heller ikke tro det. Jeg var ikke en god studerende, så jeg tror, jeg ville have forvirret dem.
Af gode grunde var din tale til Højesterådet ikke offentlig. Men hvilket budskab vil du gerne dele med din Frelsens Hær-familie?
Jeg tror, at en ting, jeg føler mig meget tryg ved at dele – fordi det ikke er fortroligt – er, at jeg udtrykte min kærlighed til det, jeg kalder vor bevægelses tre store ideer.
Med det mener jeg:
1. Vi er et folk, der elsker at tale om Jesus. Vi ønsker, at mennesker skal vide, at Gud elsker dem, og at Jesus er det ultimative bevis på denne kærlighed. Og så elsker jeg det faktum, at Frelsens Hær altid har handlet om at vedkende sig sit ansvar for at dele evangeliets gode nyhed med andre – at Gud elsker dem, at Jesus er beviset og at vejen til Gud er tilgængelig gennem ham.
Det er min bøn, at salvationister over hele verden vil finde det helt naturligt og let at tale med andre om deres personlige forhold til Jesus Kristus og den forvandling, han har betydet i deres liv. Dette er en stor idé i denne bevægelse. Vi ønsker, at mennesker skal høre den gode nyhed, at der er et liv, der er en hensigt, der er et håb og der er en evighed gennem troen på Jesus Kristus. Hvis vi kunne blive begejstrede for dette rundt om i verden, så tænk på virkningen af det.
2. En anden stor idé i vor bevægelse er, at vi mener, at praktiske udtryk for Guds riges værdier er lige så virkningsfulde som at tale om dem. Det handler om at smøge ærmerne op, vise omsorg for de trængende, hjælp til de sårbare, at give stemme til de overhørte, være fortalere for retfærdighed, at sætte fokus på de steder, hvor mennesker på forskellige vis bliver martret, adskilt eller afvist. At vi som bevægelse opsøger disse steder, smøger ærmerne op og siger: ‘Vi vil ikke bare tale om Guds kærlighed. Vi vil vise jer den suppe, sæbe og frelse, der har været vores historie.’
Jeg ville elske, hvis Salvationister ville gribe den idé, at jeg faktisk kan gøre dette. Jeg kan banke på en nabos dør og sige: ‘Kan jeg på nogen måde være dig til hjælp? Kan jeg på nogen måde betjene dig?’
3. Den tredje ting, jeg delte, var, at vi er en hellighedsbevægelse. Vi tror på værdien i at være salt og lys i verden. Vi værdsætter den iboende Ånd, der gør os rene, frie, hele og glade. Jeg tror, at når vi vandrer i Ånden på en sådan måde, at det er Guds kærlighed, der bærer frugt i vore liv, kan vi kun gisne om, hvilken værdi og virkning, det har i verden.
Jeg tøver ikke med at sige det – selvom hverken visionserklæringer eller prioriteter er på plads endnu – hvis vi kunne være sådan over hele verden så… Du ved, kom nu!
Du er den første Kiwi – første newzealænder – der bliver general. Du kommer til at rejse rundt i verden og skabe historie. Hvad begejstrer dig mest ved rollen som general?
Jeg synes, det er et privilegium at kunne opmuntre og inspirere og facilitere Frelsens Hærs mission rundt om i verden. Min egen kærlighed til Herren må bruges til at kommunikere til salvationister rundt om i verden.
Så jeg tror, jeg er meget bevidst om, at jeg får en vidunderlig og privilegeret mulighed for at tale ind i salvationisters liv rundt om i verden om vor mission og vort formål i verden. Det er et kæmpe privilegium.
Hvad kan vi bede om for jer?
Ved det kombinerede velkomstmøde for Højesterådet og farvelmøde for general Brian Peddle og kommandør Rosalie Peddle, blev vi inviteret til at udfylde et bønnekort. Jeg skrev: nåde, fred, visdom og mod. Hvis jeg skulle tilskynde Frelsens Hærs verden til at være i bøn for mig og Bronwyn, ville det være om det. Måske er det ikke passende for mig at sige det, men hvis nogen ville bede en bøn for vores familie, ville det også være vidunderligt.
Fakta:
- Kommandørerne Lyndon og Bronwyn Buckingham kommer fra New Zealand, hvor de blev udnævnt som officerer i 1990.
- Siden 2018 har de bestridt posterne som henholdsvis stabschef og international sekretær for Frelsens Hærs kvindearbejde. Forud for det, har de i hjemlandet varetaget en lang række ansvar som korpsledere, ungdomsledere, divisionschefer og programsekretærer.
- For 10 år siden trådte de ud i international tjeneste, først fem år i Singapore, Malaysia og Myanmar territorium fra 1. februar 2013 som henholdsvis chefsekretær og territorial sekretær for kvindearbejdet og fra 1. juni samme år som territorialledere.
- Fra januar 2018 overtog de ansvaret som territorialledere for Frelsens Hær i det britiske og irske territorium, hvorfra de den 3. august samme år tiltrådte deres nuværende ordrer.
- Parret har to voksne børn, svigerbørn og tre børnebørn.