Frelsens Hærs årlige ’forsagelsesuge’ er et slidstærkt koncept, som i 138 år har været en hovedkilde til opretholdelse af det internationale arbejde.
Da forsagelsesugen blev afholdt første gang i England i 1886, var Frelsens Hær blot etableret i 20 lande. I dag udføres et vidtforgrenet arbejde i 134 lande, hvoraf mange er helt afhængige af den globale offervilje.
Blot en tredjedel af Frelsens Hærs 58 territorier er selvfinansierende, hvilket hænger sammen med, at de lande, hvor udfordringerne er størst, også er de lande, hvor det økonomiske grundlag er svagest. Trods dette hviler forsagelsesugen på et solidaritetsprincip, som indebærer, at såvel rige som fattige lande forsager til fælles gavn.
I Danmark og Grønland afholdes forsagelsesugen parallelt med afslutningen af fasten, der ligeledes ansporer til nøjsomhed og offervilje – i år fra den 17. til den 24. marts. Ugen afsluttes med optagelse af et ’forsagelsesoffer’ under gudstjenesten Palmesøndag.
Personlig motivation blev til global mission
At den særlige form for fundraising har stået distancen og formået at fastholde sin appel, siger naturligvis noget om et slidstærkt koncept. Men afspejler også et grundlæggende ønske hos mange mennesker om personligt at kunne gøre en meningsfuld forskel. Hvilket også var motivet bag konceptets opståen.
Den historiske optakt i 1886 var således et tilsagn fra frelsesofficeren, major John Carleton, der ved at afstå fra sin efterret i et år ville spare 50 shillings, som skulle gå til Hærens arbejde. Tanken tiltalte straks Frelsens Hærs stifter, William Booth, som dog afgrænsede perioden til en uge – en ’forsagelsesuge’.
De øvre og nedre grænser afgjorde – og afgør – man selv. Mens nogle forsager af et unødvendigt forbrug, forsager andre en ugeløn.
Her 138 år senere er den personlige offergave fortsat altafgørende for opretholdelsen og udviklingen af Frelsens Hærs internationale arbejde.
Ifølge Year Book 2023 (Frelsens Hærs internationale årbog) kunne i alt 24.58 pund (216,3 million kroner) således sidste år omsættes til håb og liv i nogle af verdens mest udsatte lande.
Et langtidsholdbart udfald af et spontant indfald i 1886 – som fortsat afhænger af personlig offervilje.