”Historien om Jesus sluttede ikke i påsken. Gud har altid det sidste ord,” skriver general Lyndon Buckingham i sin påskehilsen.
Flere af hovedskikkelserne i beretningen om Jesu korsfæstelse og opstandelse var ikke enige om meget, men de var enige om dette: historien om Jesus var slut.
Pontius Pilatus mente, at han havde det sidste ord om alt, hvad der skete i hans region. Det var en urolig del af den romerske verden, men trods de udfordrende omstændigheder var Pilatus vant til at have ubestridt autoritet. Hvis han besluttede, at en uskyldig mand skulle dø for at opretholde freden, så måtte det være sådan.
Han overgav Jesus til korsfæstelse, og det udbredte drama med henrettelse på et kors blev udført på hans ordre. Senere, efter at have hørt om Jesu død, udstedte Pilatus sine sidste instruktioner til de religiøse ledere. ”Her har I vagtmandskab,” sagde Pilatus. ”Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.” (Matthæus 27,65). Det vil reelt sige, at der blev sat en ’tredobbelt lås’ på Jesu grav, bestående af en stor sten for indgangen, et officielt segl, der tjente som en kraftig advarsel og bevæbnede vagter, der holdt øje med, at ingen blandede sig. Pilatus var overbevist om, at han var den endelige autoritet i historien om Jesus.
Maria, Jesu mor, følte angsten ved at se en elsket lide. Hun så til, mens modstanden mod Jesus voksede, og har dag efter dag været bekymret sig for, at noget frygteligt ville ske. Til sidst vendte Jesu magtfulde fjender sig imod ham. Efter hans anholdelse cirkulerede der efter alt at dømme rygter om de tæsk, tortur og ydmygelser, han blev udsat for. Hun må have følt sig så hjælpeløs og så knust over at vide, at hendes søn gennemgik en sådan smerte.
Maria ville have givet sit eget liv for at redde hans, men det var ikke muligt. Det bedste, hans mor kunne gøre, var at stå tæt ved hans side til den bitre ende, så han ikke skulle møde disse sidste smertefulde øjeblikke alene. Hun var der, nær ved korset, da Jesus tog sit sidste åndedrag (Johannes 19,25). Fyldt med fortvivlelse var Maria overbevist om, at hans ulidelige død var det sidste kapitel i historien om Jesus.
Peter vidste, at hans tjeneste var forbi, og han vidste, at den i sandhed fortjente at blive det. Han havde trods alt fornægtet Jesus, ikke én, ikke to, men tre gange. Netop da Jesus havde mest brug for ham, havde han svigtet ynkeligt. Efter at hanen havde galet – Peter huskede Jesu ord – om at han før hanen galede, ville fornægte Jesus tre gange. Nu bøjede han hovedet i nederlag og græd bitterligt (Matthæus 26,75).
Peter havde aldrig oplevet en total fortvivlelse som denne. På trods af, at han havde forsikret sin ven og rabbiner om, at selv hvis andre fornægtede ham, ville han aldrig gøre det. Men det krævede blot en vedholdende tjenestepige at få ham til at bryde sammen. Ved at fornægte Jesus havde Peter mistet den tjeneste, der var blevet hans liv og glæde gennem de forløbne tre år. Med sin vens offentlige død på korset, sammen med sin egen gentagne benægtelse af at være en af hans disciple, troede Peter, at hans rolle i historien om Jesus nu var slut.
Men historien om Jesus var ikke slut. De glemte alle sammen en meget vigtig ting: Gud har altid det sidste ord.
Den første påskemorgen, da alle antog, at det sidste punktum var sat i historien om Jesus, skrev vor himmelske far det hidtil stærkeste kapitel. Den store sten blev rullet bort, seglet blev brudt, og vagterne blev overvældet af frygt (Matthæus 28,2-4). Som en understregning af, at intet folk eller jordisk magt kan hindre Gud i at få det sidste ord. Jesus var opstået og levende igen, og som følge af denne kraftfulde sandhed var alt forandret.
Pilatus og de omstændigheder, han dikterede, havde ikke den endelig autoritet over Guds søn eller hans efterfølgere. Maria formåede at se sin søns død, ikke som en afslutning, men som en del af den fortsatte historie om Guds uomgængelige nåde for menneskeheden. Og i de følgende dage indså Peter, at hans tjeneste efter fornægtelsen ville blive endnu større, end han havde turdet håbe på eller forestille sig (Johannes 21,15-19).
Måske står du over for udfordrende situationer i dit liv lige nu. Vær forvisset om dette: Gud vil få det sidste ord, og ingen fjende eller omstændighed kan hindre vores almægtige Guds ord.
Måske kæmper nogen, du elsker med tunge byrder, og du føler dig utilstrækkelig til at lindre eller helbrede deres smerte. Husk, at Gud vil få det sidste ord, og det ord vil være fyldt med nåde, håb og ultimativ sejr.
Måske føler du dig, ligesom Peter, ikke længere værdig til at blive brugt af Gud. Muligvis forlod du ham på et tidspunkt og er nu overbevist om, at han har forladt dig. Vær sikker på dette: Gud vil få det sidste ord, og det vil være et kraftfuldt ord om genoprettelse og fornyelse. Og hvem ved? Måske vil du, ligesom Peter, opleve, at din mest virkningsfulde tjeneste venter forude.
Min bøn for dig og for hele Frelsens Hær er, at denne påske på ny må proklamere, at historien om Jesus ikke er forbi, og at Gud altid har det sidste, sejrende ord. Det vil være et triumferende ord, der minder os om, at Gud er større end nogen fjende, der måtte udfordre ham. Det vil være et stærkt ord om nåde og håb for de sønderknuste og sårede. Og det vil være et genoprettende ord, der minder os om, at ingen synd er større end hans forløsende nåde.
Gud vil få det sidste ord, og det vil være et sejrens ord!
God påske og Gud velsigne dig.
Lyndon Buckingham
General