Kontanthjælpsaftale skal sætte ind mod børnefattigdom

Ny politisk aftale om kontanthjælp giver udsatte familier bedre økonomiske vilkår og udsatte børn bedre adgang til fritidsaktiviteter på lige fod med deres jævnaldrende.

Sammen med en række partier indgik regeringen i går en aftale om et nyt kontanthjælpssystem, der skal sætte ind mod børnefattigdom og give bedre økonomiske vilkår for de mest udsatte børnefamilier.

Fra kontanthjælpsloft til indkomsttrappe

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Det skal blandt andet ske, ved at kontanthjælpsloftet afskaffes og erstattes af en indkomsttrappe, et permanent børnetillæg erstatter det midlertidige børnetilskud samt at et fritidstillæg øremærkes børns fritids- og kulturtilbud. Det sidste fremhæves af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) som et centralt element i aftalen.

”For regeringen har det været helt centralt, at vi målrettet hjælper børnene, så de nu har bedre mulighed for at gå til fodbold og komme med til fødselsdage. Med aftalen cementeres det, at der skal være en økonomisk gevinst for forældrene ved at komme i arbejde, og vi sikrer, at endnu flere kommer i beskæftigelse,” siger han.

Aftale løfter flere børn ud af fattigdom

Informations- og forvaltningschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm.

Frelsens Hær glæder sig over, at kontanthjælpsloftet afskaffes, og at der sker et løft i hjælpen til børn i familier på kontanthjælp.

”I Frelsens Hær har vi altid været kritiske overfor kontanthjælpsloftet, fordi det skabte uværdige og kritiske vilkår for folk, der ofte har andre udfordringer end blot manglende beskæftigelse. Det var en lovgivningsbestemt fattigdom, som specielt gik ud over børnene i de udsatte familier. Det er derfor en glædens dag, at det ser ud til at kontanthjælpsloftet fjernes,” siger informations- og forvaltningschef i Frelsens Hær Lars Lydholm og fortsætter:

”Vi glæder os samtidig over, at der med dagens aftale er et fokus på at løfte flere børn ud af fattigdom, og at det midlertidige børnetillæg gøres permanent.”

Et skridt i den rigtige retning

Med aftalen ophæves imidlertid kun dele af de såkaldte ’fattigdomsydelser’, hvorfor flere sociale organisationer appellerer til, at der følges op med yderligere tiltag i kampen mod ulighed og børnefattigdom. Samme tilgang har også Lars Lydholm, der ser aftalen som et første af flere skridt til gavn for udsatte familier.

”Dagens aftale er et skridt i den rigtige retning for at skabe værdige forhold for udsatte familier i Danmark,” konkluderer han.

(Oversigtsfoto: Kenny Eliason/Unsplash)

Scroll to Top