International bededag mod menneskehandel den 24. september

Millioner af ofre for menneskehandel går ubemærkede rundt iblandt os hver eneste dag. På gadehjørner, byggepladser og fabrikker – også i Danmark. Søndag den 24. september 2023 beder Frelsens Hær over hele verden for disse ofre for menneskehandel – og mod et globalt, kynisk uvæsen.

Ifølge International Labour Organization (ILO) er næsten 25 millioner mennesker på verdensplan ofre for tvangsarbejde og menneskehandel. Hovedparten handles til prostitution, men mange handles også til tvangsarbejde og forskellige former for kriminalitet.

Der er tale om en rå udnyttelse af mennesker og en milliardindustri, der forgrener sig i enorme netværk, hvor sårbare mennesker rekrutteres, manipuleres og kontrolleres af kyniske bagmænd. En kompleksitet, der gør menneskehandel svært at bekæmpe, selvom den er åbentlyst til stede i det offentlige rum.

En forbrydelse, der ikke kun gemmer sig i skyggerne

”Menneskehandel er en forbrydelse, der ikke kun gemmer sig i skyggerne, men finder sted helt åbenlyst,” lød det således fra Ghada Waly, der er direktør i UNODC, FN’s kontor for narkotika og kriminalitet ved verdensdagen mod menneskehandel den 30. juli i år.

Ved samme lejlighed gjorde FN’s generalsekretær António Guterres opmærksom på, at menneskehandel er en forbrydelse, der i særlig grad trives i en tid, præget af konflikt og ustabilitet, hvorfor der aktuelt er behov for øget årvågenhed.

”Alligevel fortsætter menneskehandlere ustraffet med deres forbrydelser og modtager slet ikke tilstrækkelig opmærksomhed,” påpeger han.

Begge udtalelser kan læses i The European Times ved at klikker her.

Menneskehandel i dagens Danmark

At køb og salg af mennesker og rå udnyttelse af arbejdskraft ikke begrænser sig til fjerne fattige lande, men også findes i dagens Danmark, bekræftes af Center mod Menneskehandel, der i 2022 fik 125 flere henvendelser end året før.

Ifølge Center mod Menneskehandels årsrapport for 2022 blev 235 mennesker således sidste år udredt for menneskehandel, og af disse blev 73 personer af de danske myndigheder vurderet som udsatte for menneskehandel. Mere end hver tredje af disse var under 25 år, to tredjedele var kvinder og mere end halvdelen var handlet til seksuel udnyttelse.

Da meddelsomheden ikke er stor i miljøerne omkring menneskehandel, er tallene ifølge Center mod Menneskehandel behæftet med mørketal, ligesom antallet af domme for menneskehandel af samme grund blot begrænser sig til to i hele 2022.

Center mod Menneskehandels årsrapport for 2022 kan læses ved at klikke her.

Inspiration og information

Frelsens Hær er aktiv i den globale kamp mod menneskehandel, og den sidste søndag i september foregår kampen med foldede hænder. Verden rundt opfordres alle med tilknytning til Frelsens Hær derfor til at hæve røsten og i fællesskab råbe på retfærdighed og frihed for mennesker, ramt af moderne slaveri.

Fra programafdelingen på Frelsens Hærs hovedkvarter er der udsendt oplæg til inspiration og information om bededagen til korpsene.

Ligeledes stiller Frelsens Hærs Internationale Kommission for Social Retfærdighed (ISJC) i forbindelse med bønnedagen en række ressourcer til rådighed på adressen https://www.salvationarmy.org/isjc/ihaveheardtheircries

Læs også mere på plakaten herunder.

Scroll to Top