Frelsens Hær til Folkemødet på Bornholm

Folkemødet, der som altid finder sted i uge 24 i Allinge på Bornholm, samler i år den 13.-15. juni et bredt udsnit af meningsdandere, beslutningstagere, organisationer og engagerede fra dansk kirke- og foreningsliv.

Med på folkestyrets store folkefest er også Frelsens Hær, der sammen med et miks af lokale og landsdækkende kirker og kirkelige organisationer vil være at finde i teltet ’Himmel & jord’ på Kæmpestranden, til tværkirkelig gudstjeneste og dialog i Allinge Kirke samt i socialpolitiske debatter på andre scener som i Velfærdsteltet ved Selveje Danmark.

Op mod 60.000 mennesker deltog i Folkemødet sidste år, og intet, tyder på færre mennesker i år. Frelsens Hær har valgt at lægge sin deltagelse på Folkemødet henholdsvis den 14. og 15. juni, hvor antallet af mennesker ventes at være størst.

Mød Frelsens Hær ved følgende events (klik på overskrifterne for nærmere info):

Fredag den 14. juni klokken 11.00-11.45 i ’Velfærdsteltet’: Skal mænd, kvinder og LGBT+ bo sammen på krisecentre?

På Frelsens Hærs krisecenter Svendebjerggård har både kvinder, mænd og LGBT+ personer i mange år boet under samme tag. Svendebjerggårds forstander Randi Ringgaard Christoffersen inviterer Danner og Mandecentret til en samtale om forskellige tilgange og målgrupper, til gensidig læring.

Fredag den 14. juni klokken 11.45-12.45 i ’Himmel & jord’ teltet: Er det kirkens opgave at integrere?

Med afsæt i et multikulturelt samfund og behovet for sammenhængskraft rejses blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt det er kirkens opgave at skabe fællesskab på tværs af etnicitet og kulturelle skel? Foruden en række politikere deltager Kirkernes Integrationstjeneste (KIT), Menighedsplejen i Danmark og Frelsens Hær i denne debat. Repræsentant for Frelsens Hær er Arno Steen Andreasen, som er leder af værestedet Pakhuset på Christianshavn samt job- og integrationsprojektet Trin for Trin.

Lørdag den 15. juni klokken 13.00-13.45 i ’Velfærdsteltet’: De glemte børn i Barnets lov

’De glemte børn i Barnets lov’ er de børn, der opholder sig på krisecentre og forsorgstilbud under servicelovens §109 og §110. Som det er i dag, er disse børn ikke indskrevet i loven og dermed følger der ingen penge med, når de opholder sig på krisecentre eller i forsorgstilbud med deres mor. Forstander på Frelsens Hærs krisecenter Svendebjerggård Randi Ringgaard Christoffersen tager debatten sammen med Gaia Krisecenter.

Lørdag den 15. juni klokken 13.30-14.30 ’Himmel & jord’ teltet: Skal de unge have et åndeligt sprog?

Er manglen på et åndeligt sprog og en religiøs dimension i livet en af årsagerne til nogle af nutidens ungdomsproblemer? I denne debat sættes fokus på det åndelige og religiøse sprog særligt i forhold til de unge, ligesom det drøftes, hvorvidt eller hvordan det er vigtigt med et åndeligt sprog for at leve et godt liv. Bag debatten står Kristeligt Forbund for Studerende, Menighedsplejen i Danmark, Børne og Unge Oase samt Frelsens Hær, som er repræsenteret af kaptajn Maria Mader.

Lørdag den 15. juni klokken 15.00-16.00 i Allinge Kirke: Økumenisk gudstjeneste – Kan tro skabe fred?

Hvordan kan troen skabe fred i verdens krigszoner, i os selv og mellem mennesker? Ved en økumenisk gudstjeneste, arrangeret af Danske Kirkers Råd, Danmission, Frelsens Hær, Allinge Kirke, Den Katolske Kirke, Baptistkirken, Nexø Frikirke, Metodistkirken, Evangelisk Frikirke Danmark, Pinsekirken i Tejn og Acts Academy, peges på Guds fred og det kristne håb. Prædikant er MF Frederik Vad (S), musikkræfter er Sct. Nicolai kirke i Rønne og Acts Academy i Kolding. Fra Frelsens Hær medvirker territorialleder, oberstløjtnant Jan Risan og leder af Frelsens Hær på Bornholm, major Eva Welander.

Søndag den 16. juni klokken 19.00: Gudstjeneste i Frelsens Hær, Rønne

Hvis man som folkemødegæst stadig befinder sig på Bornholm søndag den 16. juni, er man desuden velkommen til gudstjeneste hos Frelsens Hær i Rønne, som denne dag har besøg af Frelsens Hærs territorialledere, oberstløjtnanterne Jan og Kjersti Risan. Gudstjenesten afholdes klokken 19.00, og adressen er: Storegade 19, Rønne.

Scroll to Top